Burgruine Hohengeroldseck

geroldseck ruin geroldseck schönberg geroldseck udsigt geroldseck vinter

På toppen af Schönberg (525 m.o.h) mellem Lahr og Biberach i Schwarzwald ligger resterne af det engang så mægtige Schloß Hohengeroldseck. Det blev oprindelig bygget i 1250 af Herren af Geroldseck der gennem flere århundreder var en af de mægtigste familier i regionen. Borgen blev ødelagt i 1689 efter angreb fra den franske konge og har ligget som ruin lige siden.

Ruinen er i dag et yndet udflugtsmål for både store og små og indbyder bl.a. til picnic på græsset i det der engang var den store slotsgård og fra toppen af tårnet er der en formidabel udsigt over Schwarzwald og Vogeserne. Den lille sti der fører det sidste stykke op til ruinen gennem skoven er desuden udstyret med forskellige temafigurer og opgaver for de mindste. Det gør turen lidt mindre anstrengende. I øvrigt er turen derop relativ nem. Man kan enten parkere på den store P-plads i pashøjde og gå resten af vejen, eller “snyde” lidt og køre videre det første stykke op til Vesperstube Beck og parkere der. Det kræver naturligvis et besøg paa Vesperstuben, hvilket også klart kan anbefales. Her er stemningen autentisk, menukortet enkelt og godt og så er øllet koldt!

Et besøg paa Burgruine Hohengeroldseck hører med til et besøg i Schwarzwald/Kinzigtal og vi ynder også at tage vores gæster en tur med derop, ligesom vi selv gerne tager forbi et par gange om året – på cykel eller til fods.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *