Hummel-Haven, Rågeleje
Dejligt sommerhus i Nordsjælland
Blot 2 km fra Rågeleje og den skønneste strand ligger vores dejlige sommerhus i et område der hedder Bakkebjerg. Huset har en fantastisk beliggenhed med stor ugenert have og lige ud til åbne vidder med kornmarker og fredede gravhøje. Det ligger for enden af en blind vej og her er meget fredeligt og roligt.
Vi har ikke mulighed for at benytte huset hele tiden og derfor deler vi det gerne med andre – på lejebasis. Her på siden kan du læse mere om huset og området, vores lejebetingelser og priser samt se en masse dejlige billeder derfra.
Indhold:
Huset
Huset er et EBK-hus, bygget i 2007 og fremstår flot og vedligeholdt. Det er på 94 m2, har 3 værelser (2 dobbeltsenge og en køjeseng), en stor stue med brændeovn, åbent køkken (med opvaskemaskine) i forbindelse med spiseafdelingen og et stort badeværelse. I badeværelset er der også vaskemaskine og tørretumbler.
Udenfor er der en stor og solrig terrasse og en del af den er overdækket, så man også kan sidde ude, hvis det skulle dryppe lidt fra oven. Haven er stor og indbyder til spil og leg.
Billeder ude
Klik på et billede for at se det i stor størrelse
Området
Vi er på toppen af Sjælland og i et klassisk sommerhusområde, og det gør naturligvis, at der er mange seværdigheder og aktiviteter rettet mod feriefolket. Vi fortæller om nogen af dem her.
Maglehøje
Som nærmeste nabo ligger Maglehøje, der er en samling gravhøje fra Bronzealderen. En lille sti fører gennem området og der er flere infotavler ved højene.
Rågeleje
Rågeleje er først og fremmest et sommerhusområde med en dejlig strand, men der er både købmand, ishus og restaurant, og så er det lidt mere roligt i forhold til nabobyerne.
Tisvildeleje og Gilleleje
To skønne feriebyer med masser af aktivitet. Her er supermarkeder, mange special forretninger, flere restauranter og i Gilleleje den aktive og charmerende fiskerihavn.
Heatherhill
Er et smukt og fredet naturlandskab direkte ud til strand og hav. Her er bølgende bakker og græssende får og området er oplagt til vandreture og picnic.
Tegners Museum
Med både en stor skulpturpark i det smukke landskab og en udstillingsbygning med mange spændende værker af den særegne kunstner Rudolph Tegner er det bestemt et besøg værd.
Nordsjællands Slotte
To slotte i Nordsjælland skiller sig ud og kan varmt anbefales som udflugtsmål: Kronborg Slot i Helsingør og Frederiksborg Slot i Hillerød
Søfartsmuseet
Lige ved siden af Kronborg Slot ligger det populäre søfartsmuseum, med en betagende interaktiv udstilling om søfartens historie gennem århundreder.
Stranden
Stranden ved Rågeleje hører til blandt de bedste på Nordkysten.
Gennem et lukket vej/sti system kommer du nemmest til stranden til fods eller på cykel. Der er knap 2 km derned. Skal du i bil skal du “udenom” og så er der lidt længere (3 km). I højsæsonen er der livredder på stranden og ellers anbefales det at holde øje med de aktuelle markeringer for strømforhold.
Der kan parkeres både i Rågeleje og for enden af Strandvejen inden den drejer op mod Udsholdt. Men der er rift om pladserne i højsæsonen!
Golf
Som passionerede golfspillere er vi glade for de mange muligheder der er i Nordsjælland. Alene inden for en afstand af max ca. 30 min kørsel er der 5 golfbaner:
Passebækgård
Det er den bane der ligger nær-mest (13 km). Det er en 9-hullers bane og en Pay&Play, men er alli-gevel et besøg værd pg.a design og beliggenhed.
Hornbæk
Den dejlige 18-hullers bane i Hornbæk (21 km) er en af vores egne favoritter. Hornbæk råder også over en Par3 bane med 9 huller.
Helsingør
Der er lidt mere end 30 min. kørsel (33 km) til Helsingør Golfklub, men den skal med her alligevel for det er en af Dan-marks dejligste Park-baner. Der-udover er der en fin Par3 bane.
Indkøb
Blot 1.400 meter fra huset ligger den lokale købmand og her fås alle de vigtigste fornødenheder. Er der brug for et lidt større udvalg ligger der i Blistrup (3 km) både en Superbrugs og en Netto. Større supermarkeder findes i Græsted (10 km – Meny) og Helsinge (10 km – Kvickly).
Specialbutikker er der i både Tisvildeleje og Gilleleje (her navnlig fisk) og skal der virkelig shoppes igennem så må man en tur til Helsingør (30 km) eller Hillerød (26 km).
Restauranter
Rågeleje (2 km) byder på en enkelt restaurant: Søstjernen, der har åbent både til frokost og aften. Klik her for at se mere.
I både Tisvildeleje og Gilleleje er der et større udvalg af restauranter, og naturligt er mange af dem præget af, at vi er i et turistområde. Men der er også nogle perler ind i mellem og dem deler vi gerne når vi finder dem.
Lejeprisen er naturligvis afhængig af, i hvilken sæson du vil leje og hvor længe. Priserne er angivet som ugepriser, og vil du leje i mindre (minimum 3 dage) end en uge kan du bruge denne omregningsfaktor: (Ugepris/7 *lejedage * 1,3). I Mellem- og Højsæson lejes dog kun ud i hele uger – lørdag til lørdag.
Udlejning sker med udgangspunkt i en standard lejeaftale, men da det altid er rart at kende de overordnede rammer inden man kommer så langt, har vi her samlet et par hovedpunkter.
Lejeperioden starter på ankomstdagen kl. 15:00 og slutter på afrejsedagen kl 11:00.
Lejeperioden skal mindst udgøre 1 uge, mens der i lavsæson kan lejes for minimum 3 dage.
Rammerne:
- Lejen omfatter alm. brug af huset i lejeperioden, herunder alle hvidevarer, TV og Wi-Fi
- Der er 6 sovepladser (to dobbeltsenge og en køjeseng til børn), hvilket betyder, at vi udlejer til max 4 voksne og 2 børn
- Huset er et ikke-ryger hus
- Husdyr kan ikke medbringes
- Strøm og vand afregnes efter forbrug efter endt lejeperiode
Dette skal du være opmærksom på:
- Rengøring er ikke inkluderet i lejeprisen. Der skal således gøres rent ved afrejse.
- Sengetøj er ikke inkluderet i lejeprisen, og skal medbringes. Dyner og puder er dansk normalstørrelse.
- Håndklæder og viskestykker skal medbringes
- Brænde til brændeovnen er inkluderet for den første kurv.
Kalender 2022
Kalenderen er ikke interaktiv, men kun informativ. Den vil dog altid være opdateret, så er der en periode du er interesseret i, skal du blot kontakte os.
Pia Granholt og Michael Støvelbæk
Vi har i nogle år boet i det sydvestlige Tyskland (Baden) i forbindelse med job. Huset på Hummel-Haven er vores faste base, når vi er i Danmark for at besøge familie og venner på Sjælland, men der er også længere perioder, hvor vi ikke er der, og i disse perioder vil vi gerne dele huset med andre – på lejebasis.
Det er altså først og fremmest vores private fritidshus og ikke et decideret udlejningshus. Det er med denne tilgang, vi gerne deler det, og også i dette mind-set, vi håber vores gæster vil benytte huset.
Ring til Pia: Tlf 817 41 817